Musikhusparken Aarhus
Musikhusparken er indviet – et nyt byrum, hvor natur, mennesker og kulturliv mødes i hjertet af Aarhus.
For os i Habitats er det en glæde og stolthed at se visionen om mere bynatur tage form i en åben og inviterende park, der giver plads til både bynatur og fællesskaber.
Allerede i de tidlige faser af projektet bidrog vi med idéer og input til, hvordan den sanselige natur og byens grønne områder kunne styrkes. Ikke alt blev realiseret – det er sjældent tilfældet i komplekse projekter – men flere væsentlige greb har fundet vej ind i parken:
Nyt plantevalg til multifunktionelle arealer: I stedet for klassisk græs er der etableret en ruderat-inspireret beplantning – altså vegetation inspireret af naturens egen måde at vokse frem på forstyrrede eller ubebyggede arealer – som tåler slid og samtidig gavner insekter og andre arter.
Fokus på hjemmehørende arter: En stor andel af beplantningen består af vilde, danske arter, der understøtter byens øvrige natur.
Cirkulær tilgang til materialer: Parkens fysiske udtryk bygger på genbrug, holdbarhed og bæredygtige løsninger.
Det er små, men vigtige skridt i retning af en mere varieret og langsigtet byudvikling. Musikhusparken er dermed ikke kun en ny park – den er et eksempel på, hvordan byrum kan skabe værdi for både mennesker, natur og fællesskaber.